mandag den 14. april 2014

Knock-Knock-Beef i Kirgisistan

I dag var vi på besøg på et af CPCs dagscentre ved Osh bazar. Her kan børn, der har brug for det, komme og få et måltid mad og lidt undervisning om basale livsfærdigheder. Disse børn mangler måske deres forældre og har ingen til at lære sig om fx hygiejne og rettigheder. Systemet kaldes peer-2-peer og går ud på, at de ældre børn giver deres viden videre til de mindre. 

Vi deltog i undervisningen, der i dag handlede om komplimenter. Alle fik et stykke papir, der var klippet som en hånd, hvorpå man skulle skrive sit navn og en positiv egenskab ved sig selv på hver finger.  Alle læste højt fra deres papirshånd og derefter klappede man af hver enkelt. Underviserne var 2 15-årige piger, som er blevet uddannet ledere/trænere af CPC og som selv har tilrettelagt undervisningen. Programmet for undervisningen var velplanlagt og det var tydeligt, at de 2 trænere godt kunne lide at undervise. Undervisningen var også ret moderne på den måde, at det var afvekslende og pædagogisk godt opbygget med en blanding af samtale og små lege.  Efter undervisningen var vi udenfor for at lege med børnene. Pædagogen, som havde det overordnede ansvar for peer-2-peer, var også med i legene og det gør, at børnene har et bedre forhold til de voksne, som arbejder med dem på CPCs dagscenter.  Vi legede deres udgave af banke-banke-bøf, som vi hernede bare har døbt Knock-Knock-Beef. Derudover legede vi en leg, der mindede om frugtsalat, som hed House-Mouse-Earth Quake.

Skrevet af Henriette Elena Sørensen og Line Christina Pedersen








Ingen kommentarer:

Send en kommentar