torsdag den 31. oktober 2013

Æblemand, kom udenfor...


Sidste torsdag var vi ude og plukke æbler, da vi skal presse æblemost d. 28 november. Dagen efter, d. 29. november, sælger vi æblemosten i forbindelse med "Humanitære dage" og forældresamtaler. Selvom alle elever ikke var lige begejstrede for praktisk arbejde i efterårsregnvejr, blev gejsten holdt oppe ved hjælp af godt humør og musik fra musikhuset. Det var også en god samarbejdsøvelse. Fx holdt Jonas en af grenene nede med hele sin kropsvægt, mens to plukkede æblerne og en tredje holdt kassen, hvor æblerne skulle i.

Imens vi skriver dette, er resten ude at samle flere æbler op fra jorden efter stormen i mandags.


Skrevet af Caroline, Henriette og Sofie.

tirsdag den 29. oktober 2013

Store Legedag - en dag i børnenes tegn!


Søndag d. 27. oktober fandt vi på Global Iværksætter vores indre børn frem, da vi lukkede dørene op for Store Legedag. Fokusområdet på Store Legedag var ikke pengene, men netop at forbedre vores evner til at være sammen med børn, hvilket er en vigtig egenskab at have, når vi i april rejser til Kirgisistan.

Nogle dage i forvejen cyklede vi ud i det småkolde efterårsvejr, dog med højt humør, da vi uddelte invitationerne til Store Legedag i de omkringliggende børnehaver. På den måde fik vi udbredt budskabet om det supersjove arrangement til byens børn og forældre. 

TÅT - tryghed, åbenhed og tillid - var igen globals nøgleord ved søndagens arrangement. Tryghed kom bl.a. i spil, da det gjaldt om at skabe trygge rammer for børnene, mens deres forældre hyggede med kaffe og kage, og de pludselig stod overfor en masse efterskoleelever, der enormt gerne ville lege med dem. For os globale iværksættere gjaldt det både om at fremstå åbne og klar til at lege, men også om at have tillid til sig selv og sine egne evner.

Hoppeborg, LEGO og ansigtsmaling var bare nogle af de aktiviteter børn og forældre kunne benytte sig af. Ved ansigtsmaling var specielt den hvide bjørn og sommerfuglen populær hos pigerne, mens drengene foretrak den seje pirat. Dette gjaldt både for store som små. Hoppeborgen og slush-ice maskinen, som vi var så heldige at få sponsoreret var begge en stor succes. Tusind tak til sponsorerne :). Alt i alt var Store Legedag en rigtig god dag for både børn, forældre og elever.

Skrevet af: Sofie Thomsen, Marie Sejer og Line Christina Pedersen
Se billeder fra Store Legedag her


fredag den 11. oktober 2013

Sponsorløb – der blev trampet i pedalerne til fordel for Kirgisistan


Efterårssolen strålede ned over alle elever fra Rønde Efterskole, da de i sidste uge cyklede penge ind til fordel for Global Iværksætters projekt i Kirgisistan. Hver elev havde fået til opgave at skaffe sig sponsorer, som ville sponsorere med et beløb pr. kørt omgang og der blev virkelig trampet igennem.  I skrivende stund har vi fået omkring 30.000 kroner i kassen og vi regner med, at de resterende penge tikker ind i løbet af de næste par uger, så vi ender på næsten 40.000 kroner, når alle sponsorer har betalt.

Der var mange, der gjorde en stor indsats i løbet.  Flest omgange blev kørt af Frederik Dahl Rasmussen og Morten Springborg, der på skift lå på hjul hos hinanden på i alt 26 omgange.

Men før løbet var der også et stort benarbejde, der skulle gøres for at samle sponsorer og her udmærkede specielt 2 elever sig:
Global Iværksætter Jakob Moos Christensen var den, der havde fundet flest sponsorer før løbet – nemlig 14 i alt.
Sofie Rousing var den, der kørte suverænt flest penge ind med 13 sponsorer og 22 omgange – i alt 11.766 kroner.  Sofie er ligeledes Global Iværksætter.  Rigtig godt gået begge 2.

Herfra skal der lyde en stor TAK til elever, forældre, naboer og andre, der har støttet sponsorløbet.
Se de mange flotte billeder fra sponsorløbet her

NYT NYT NYT - nu kan man tilmelde sig en service her på siden, hvor man modtager en mail hver gang, at der er nyt indlæg på bloggen. Tilmeld jer her til højre på bloggen under instagram og vores blogarkiv. 

tirsdag den 1. oktober 2013

Elevatorøvelse - hvad er Global Iværksætter?


Eleverne på Global Iværksætter haft en såkaldt elevatorøvelse med hinanden, hvor de skulle forestille sig at de mødte en gammel bekendt i elevatoren og på den tid, som det tager at køre op til 22. etage i elevatoren, skal de forklare, hvad Global Iværksætter er. På baggrund af bl.a. den øvelse har 2 elever skrevet kort om, hvad Global Iværksætter egentlig er…

Global iværksætter er et linjefag på Rønde Efterskole, hvor vi arbejder med projektledelse og indsamler penge til et børnehjem i Kirgisistan. Senere i vores skoleår rejser vi til børnehjemmet i Kirgisistan og bor der i lidt over en uge. Vi arbejder og leger med børnene, bygger en legeplads i et slumkvarter og besøger nogle familier. Indtil videre har vi arbejdet i grupper, hvor hver gruppe har deres eget indsamlingsprojekt. Vi har nogle som arbejder med Store Legedag, hvor de inviterer en masse børn her over på skolen. Alle eleverne på Global Iværksætter bruger så en dag til at lege og lave sjove aktiviteter for de børn, som kommer til Store Legedag. De betaler et vist beløb for indgangen, som går ubeskåret til børnehjemmet i Kirgisistan. 

Vi glæder os utrolig meget til at få gennemført vores projekter, og få flest indsamlede penge i forhold til de tidligere år. Selve turen til Kirgisistan er vi alle superspændte på, og det er nok det, vi ser mest frem til. 

Skrevet af Kasper Axelsen og Karoline Fodgaard