fredag den 29. august 2014

En god og lang dag i København




I dag var hele det nye Global Iværksætterhold på rundtur i København, for at opleve nogle af bagsiderne, og de knapt så glamourøse sider af hovedstaden. Det har virkelig været en lang og indsigtsrig tur, der virkelig har rystet os, og ændret vores syn. 

Dagen startede med morgenmad 07.30 og derefter en frisk Røndedans, og så drog vi ellers mod indre København. Turen startede med et besøg i Mariakirke, for at besøg Mariatjenesten, der støttet af Kirkens Korshær, hjælper udsatte i København. Efter et indblik i deres arbejde, stod den på armbåndsknytning. Efter et par forsøg lykkedes det de fleste at lære det, og så blev der ellers bare produceret armbånd, som skal sælges i Kirkens Korshærs bod i Tivoli til juletid. 


Turen fortsatte mod Cafe K, hvor tidligere røndeelev Louise fortalte om den humanitære verden, og humanitært arbejde. Trods træthed lykkedes det de fleste at følge med i det læringsrige oplæg. 
Så stod den ellers på shopping, 1 time blev det til i alt, mere var der ikke plads til i det stramme program. Så skulle vi et smut forbi Christiansborg, hvor der igen skulle danses, og et hurtigt smut op i tårnet for at nyde København fra toppen, og så var det videre igen. Der blev plads til en hurtig pause ved Gay PrideRådhuspladsen inden gåturen til Vesterbro. 
På Vesterbro stod Jørgen klar til at vise os rundt sammen med hunden Betty. Jørgen er tidligere stofmisbruger og kriminel, og lever til dels stadig på gaden. Vi var alle meget overraskede over ham som menneske, og hans yderst interessante historie, der indeholder et liv, man ikke engang vil se på film. Gåturen gik rundt til forskellige steder på Vesterbro og langs Istegade, mens Jørgen meget frisindet og ærligt fortalte om hans oplevelser fra de forskellige steder. Jørgen er en del af organisationen Gadensstemmer, som nu er med til at gøre hans liv bedre, ved at han har mulighed for at fortælle hans historie til andre, så han undgår at andre oplever det, han har oplevet. Efter den over halvanden time lange gåtur gik turen mod spejdercenteret igen. Der blev handlet ind, lavet mad og spist, og så snart det var muligt, smed man sig på madrasserne og hyggede efter en udmattende og oplevelsesrig dag i København. 

Sofie Winge-Petersen
Global Iværksætter 14/15




tirsdag den 26. august 2014

Global Iværksætter 14/15 er i luften


Global Iværksætter-linjen på Rønde Efterskole bruger hvert år en masse tid på, at eleverne lærer noget om projektledelse i praksis.  I små projektgrupper skal eleverne lave pengeskabende arrangementer eller oplysningsevents om Global Iværksætters formål: at indsamle penge til en organisation i Kirgisistan, der arbejder for at forbedre levevilkårene for udsatte familier og gadebørn i Kirgisistan.

I år er der 25 elever på linjen, som er startet med stort engagement og idérigdom ift. projektarbejdet. Indenfor de næste par uger er der således fredagscafé, filmaften og loppemarked på programmet på efterskolen. – Blot for at nævne nogle af de projekter, som allerede er i støbeskeen.

Her på bloggen kan man følge med i aktiviteterne på Global Iværksætter 14/15. Man kan desuden læse om sidste års Global Iværksætter, hvis man læser nedad på bloggen.


Skriv din mailadresse på ”Follow by e-mail” nederst til højre på bloggen, hvis du vil have en mail, hver gang, at der er nyt blog-indlæg. 

Du kan også følge Global Iværksætter på Instagram: @globalronde